Lars Rasmussen

Lars Rasmussen[1]

Mand 1772 - 1844  (72 år)

Personlige oplysninger    |    Medie    |    Notater    |    Kilder    |    Begivenheds Kort    |    Alle    |    PDF

  • Navn Lars Rasmussen 
    Født 1772  Værkevadsgård, gård nr. 10, Ortved By, Vigersted Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted  [1
    Køn Mand 
    Beskæftigelse Fæstebonde under Svenstrup gods Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Død 4 mar. 1844  Værkevadsgård, gård nr. 10, Ortved By, Vigersted Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted  [2
    Person-ID I870  hollinger
    Sidst ændret 23 dec. 2016 

    Far Rasmus Andersen Hugger,   f. 1741,   d. aug. 20 1800, Værkevadsgård, gård nr. 10, Ortved By, Vigersted Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Mor Anne Hansdatter,   f. 1731,   d. mar. 05 1817, Værkevadsgård, gård nr. 10, Ortved By, Vigersted Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 86 år) 
    Familie-ID F55  Gruppeskema

    Familie 1 Mette Christophersdatter,   f. 1772 
    Sidst ændret 26 mar. 2015 
    Familie-ID F543  Gruppeskema

    Gift nov. 01 1801  Vigersted Kirke, Vigersted Sogn, Ringsted herred, Sorø Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Børn 
     1. Maren Larsdatter,   f. mar. 19 1801, Værkevadsgård, gård nr. 10, Ortved By, Vigersted Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted
     2. Rasmus Larsen,   f. jul. 24 1802, Værkevadsgård, gård nr. 10, Ortved By, Vigersted Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. feb. 20 1868, Kildebjergård, gård nr. 5, Ortved By Find alle personer med begivenheder på dette sted
     3. Kirsten Larsdatter,   f. Værkevadsgård, gård nr. 10, Ortved By, Vigersted Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. Katrinelyst, Roskildevej 301, Benløse, Benløse sogn, Ringsted herred, Sorø Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted
     4. Ellen Larsdatter,   f. aug. 25 1806, Værkevadsgård, gård nr. 10, Ortved By, Vigersted Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted
     5. Christopher Larsen,   f. jan. 13 1810, Værkevadsgård, gård nr. 10, Ortved By, Vigersted Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. maj 24 1886, Værkevadsgård, gård nr. 10, Ortved By, Vigersted Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted
     6. Mette Larsdatter,   f. jan. 14 1813, Værkevadsgård, gård nr. 10, Ortved By, Vigersted Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted
     7. Boel/Bodil Larsdatter,   f. jan. 28 1815, Værkevadsgård, gård nr. 10, Ortved By, Vigersted Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted
     8. Niels Larsen,   f. mar. 01 1817, Værkevadsgård, gård nr. 10, Ortved By, Vigersted Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. Lundsgård, Jystrup. Find alle personer med begivenheder på dette sted
     9. Karen Larsdatter,   f. mar. 10 1819, Værkevadsgård, gård nr. 10, Ortved By, Vigersted Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. mar. 25 1897, Ortved By, Vigersted sogn, Ringsted herred, Sorø Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted
     10. Anders Larsen,   f. sep. 05 1824, Værkevadsgård, gård nr. 10, Ortved By, Vigersted Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted
    Sidst ændret 29 jan. 2017 
    Familie-ID F169  Gruppeskema

  • Begivenheds Kort
    Link til Google MapsFødt - 1772 - Værkevadsgård, gård nr. 10, Ortved By, Vigersted Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt Link til Google Earth
    Link til Google MapsGift - nov. 01 1801 - Vigersted Kirke, Vigersted Sogn, Ringsted herred, Sorø Amt Link til Google Earth
    Link til Google MapsDød - 4 mar. 1844 - Værkevadsgård, gård nr. 10, Ortved By, Vigersted Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt Link til Google Earth
     = Link til Google Maps 
     = Link til Google Earth 

  • Billeder
    Lars Rasmussens marker, matrikel nr. 9, Ortved
    Lars Rasmussens marker, matrikel nr. 9, Ortved

  • Notater 
    • En gammel bondemand
      Rasmus Larsen af Ortved

      Af Karen M. Nielsen

      En føjleton i tre afsnit, bragt i Ringsted Folketidende 22., 27. og 28.12.1917

      I begyndelsen af det forrige Aarhundrede levede der på ”Værkevadsgaarden” i Ortved, Vigersted Sogn, en Bonde, ved navn Lars Rasmussen.
      Gaarden var som alle andre Gaarde i Sognet Fæste under Svenstrup Gods. Lars Rasmussen dyrkede sin Gaard saa godt eller saa slet, som andre Bønder, havde gode Legemskræfter og gik ret flittigt til Kros.
      Hans Hustru var en solid Bondetype, og med hende havde han 11 Børn, 4 Sønner og 7 Døtre.
      Nede i Ortved By laa ”Kildebjærggaarden”, der strakte sine Marker ud til ”Værkevadsgaardens” Skel. Paa ”Kildebjærggaardens” høje Bakker laa den Gang ikke mindre end fem Kæmpehøje. Den yderste mod Vejen hed ”Ruskus Høj” og var vel den af de fem, der var særligt berømt for at være Bolig for alskens Troldtøj.
      En gammel Kone, som for en halv Snes Aar siden afgik ved Døden, forsikrede fuldt og fast, at da hun en Gang som Skolepige gik fra Examen, stod Højen på fire røde Pæle, mens Troldtøjet dansede under den i den mørke Efteraarsaften.
      Og videre fortælles der om denne Høj: En Aften kom en Rytter forbi, og mens Højen atter rejste sig paa fire røde Pæle, holdt Bjærgfolket Gilde derunder. En af Dværgene rakte da et Bæger ud mod Rytteren, men denne var ikke sen. Han snappede Bægeret af den fremrakte Haand og red nu ad Vigersted til med det, det bedste han kunde. Men efter ham fulgte en etbenet Dværg i rasende Fart. Det kneb for Rytteren, men da raabte én fra Højen: ”Rid fra det bollede ind paa det knoldede, at Enben ikke skal tage dig!”. Dette gjorde Rytteren; han red ind paa det knoldede, og nu kunde Enben ikke saa godt naa frem, men da han dog var Rytteren temmelig nær paa Livet, kastede denne Bægeret ind over Muren til Vigersted Kirkegaard. Og der havde Enben ingen Magt over det mere, men maatte lade det ligge. Og det blev siden brugt som Alterbæger i Vigersted Kirke. Saadan omtrent lyder det gamle Sagn.
      Naar Lars Rasmussen om Aftenen gik til Kroen, skød han gerne en Genvej op forbi Højene, og hans Færd var da rolig nok. Men naar han ved Midnatstid vendte tilbage og havde stukket adskillige Dramme under Vesten, da var Modet stort, og han raabte og støjede da op til Højene, at nu kunde Troldtøjet gerne komme, han skulde nok gøre det af med dem alle.
      Stundom kom han ogsaa hjem og fortalte om fæle Ting, han havde oplevet. Om sorte Hunde med gloende lænker, der havde svedet hans Vanter, da han vilde holde paa dem. Om en stor mystisk Kalv, han forgæves søgte at slæbe op af en Grøft o.s.v.
      En Gang fortælles der, var noget fælt fulgt med ham hjem i hans Stue, som han ikke kunde faa ud igen, skønt han blev ved at løbe omkring og slaa efter det med sin Hue. Hans Hustru maatte da hjælpe ham ved at tage Bønnebogen eller noget lignende, hvormed de atter fik Uvæsenet ud af Huset.
      Ja, hvorom alting er, Lars Rasmussen var noget af en forvoven Karl, der gærne sloges med sine Naboer, men blev omsider en gammel Mand, mens hans Børn voxede til, sunde og stærke.
      Den ældste af dem hed Rasmus, var højvoxen og skulderbred og lærte at arbejde i Træ og lave Træsko.
      Dernæst fulgte Kirsten, som ikke gav ham stort efter hverken i Højde eller Legemskræfter.
      Den Gang var det jo almindeligt, at hvert Sogn holdt sit Kildemarked og saadan da ogsaa her. Ved et af Sognets Kildevæld holdtes hver Sankte Hansaften Kildefest med Dans over Grønsværen til en skinger Violin, med Sviren og Drikken Øl og Brændevin. Den Gang holdtes det for noget af en fornærmelse, naar Karle fra en anden By gæstede en saadan Fest. Enhver kunde jo blive paa sine egne Grænser og passe sit. Men stundom skete det alligevel, at der kom fremmede Karle til. Og naar saa baade disse og Sognets egne Karle havde faaet en Del at drikke, kom Blodet i Kog, og før man vidste af det, endte det hele i regulært Slagsmaal.
      Hu, det var fælt. Musiken hørte op, Dansen ligesaa, og skrækslagne stod Pigerne og saa paa, hvordan Slaget fortsattes, til Blodet flød og den ene Part omsider mørbanket maatte tage Flugten, fulgt næsten til Vejs Ende af de sejrende.
      Ved en saadan Holmgang var Rasmus blevet trængt bort fra sine Kammerater og havde faaet en 5-6 Fjender omkring sig.
      Tju! Trods Næveslag og Spark trængte de stedse tættere ind paa ham, og nu sprang en af dem op paa hans Ryg med en Kniv i Haanden.
      Da sprang Kirsten op fra Pigeflokken. ”Skal I slaa min Broder? Jeg skal .” og hun satte sig paa ..”lære jer noget andet”. I et Nu var hun inde mellem de Kæmpende, havde revet Karlen ned fra Broderens Ryg, vendt ham en Kuldbøtte og sat ham paa Hovedet i en Tjørnehæk. Dernæst gik hun løs paa de andre Karle og kastede dem en efter en hovedkulds ned ad Bakken. Og Rasmus var reddet.
      En anden Gang, da der var et lignende Slagsmaal, rykkede Karlene Stavene op af et Risgærde og slog løs paa deres Modstandere dermed. Og Kirsten, som fandt, at hendes Hjælp ogsaa her var nødvendig, snappede ogsaa sin Stav og kæmpede tappert mellem Karlene, til Fjenden var fortrængt og Sejren vunden.
      Men omsider blev Slagsmaalene saa vilde, at en Karl døde af de Knubs, han havde faaet. Og Kildefesterne blev da offentligt forbudt.
      Men om Kirsten er at melde, at hun kom til at tjene hos en Købmand i Ringsted. Der gjorde hun ofte det Kunststykke at løfte en Tønde Brændevin og lægge den paa Ladet, hvad Købmanden aldrig havde haft en Karl, der kunde gøre.
      Hun er berømt for sin Styrke, men betegnes ellers som en fredelig Kvinde, der omsider blev gift og kom til at bo paa ”Katrinelyst” i Benløse, hvor hun blev Moder til en stor Børneflok.
      Men tilbage til Rasmus Larsen, om hvem her særlig skal fortælles.
      Ung af Aar fæstede han den lille rødmussede Karen Kirstensdatter nede fra ”fra en af Udflyttergaardene”, og nu holdt de i al Tarvelighed Bryllup. Penge havde hverken hans eller hendes Fader ret mange af, og Rasmus fæstede derfor et Hus i Torpet, hvor han nu flyttede ind med sin unge Hustru. At lave Træsko havde han lært og tog nu flittigt fat paa dette Haandværk.
      (fortsættes)

      27.12.1917 Afsnit 2

      Men omsider blev ”Kildebjærggaarden” der hjemme i hans Fødeby ledig og Rasmus fik da denne i Fæste.
      Men hans Hustru græd. Hvad havde de at fylde en Gaard med? Af køer havde de to. Af heste slet ingen, og hele deres Bohave bestod af et Bord, to Stole, en ”Bornholmer” og en Seng. Et barn havde de, eller maaske allerede flere.
      Naa, men Rejsen gik til Ortved, hvor Rasmus Larsen nu foruden at passe sin Gaard gav sig til at handle med Gavntræ.
      Gaarden var gammel og Stuehuset umaadeligt lavt, men det fik foreløbig gaa an. Heste maatte han jo skaffe, som han kunde bedst og kørte nu flittigt til Skovs for at hente Kævler o.s.v.
      Men skulde der arbejdes, skulle der jo ogsaa holdes Folk, og det kneb da med at skaffe Mad og Drikke til dem, saa det forslog. Karens Moder var imidlertid gaaet paa Aftægt. Men naar det kneb haardest for den unge Kone, sneg hun sig ned til Moderen og klagede sin Nød. Stundom fik hun saa en lille Ost, som hun skar ud til de mange Rundtenom´er med det samme: man var da hjulpet for den Gang.
      Og Rasmus maatte gaa mangen tung Gang ud til sin temmelig brutale Fader for at laane Brød eller lignende.
      ”Ja, du kalder det at laane, men jeg kan jo lige saa godt give dig det, for du kan jo dog aldrig give det tilbage”, udbrød den gamle.
      Men dette tog Rasmus Larsen sig meget nær, ja, saa nær, at da han kom udenfor, knælede han ned paa Marken i den mørke Aften og bad Gud hjælpe sig ud af denne Nød, saa at han dog aldrig maatte behøve at gaa Tiggergang til nogen mere.
      Omsider begyndte hans Forhold ogsaa at bedre sig en Kende, og med lidt lettere Sind kørte han til Svenstrup for at betale sin Korntiende.
      Og som han nu stod paa Kontoret, var han, siges der, den første Fæstebonde, der turde tale frit til Kammerherren, og dernæst kunde betale, hvad han skulde. Han vandt da ogsaa med det samme Kammerherrens Agtelse. Ja, mere end det, fik en Stjerne hos ham, saa længe han levede.
      Da Rasmus Larsen lidt efter bad om et Stuehus, hørte Kammerherren meget venligt paa ham og lovede personligt at komme ud og se paa Sagerne.
      En dag kørte Herskabsvognen fra Svenstrup saa ind i Rasmus Larsens Gaard til stor Forskrækkelse for Karen Rasmus´s, som var en hjemme.
      Javist var Stuehuset gammelt og lavt. R.L. kunde ikke gaa ret under Bjælkerne, og hans lille Hustru stødte Huen af sig, naar hun løb gennem Frammersdøren. Kammerherren gik venlig omkring i de lave Stuer og var meget forbavset. Jo, de skulde nok faa et nyt Stuehus, det kunde de være sikre paa. Og bort rullede Vognen igen, medens den lille Kone stod nejende tilbage.
      Og saa blev et nyt Stuehus bygget solidt og pænt. Naboerne var ganske bestyrtede over en saadan Højde til Loftet.
      Og saa var der Fjællegulv i Øverstestuen og stor Kælder neden under. Det var flot, saa det forslog.
      Og som Aarene nu gik, byggede Rasmus Larsen hele Gaarden op, med solidt Egetømmer fra den ene Ende til den anden. Og ud mod Vejen byggede han et hus til at forvare Tømmeret i, thi som Tiden gik, udviklede der sig en hel Industri i dette Hjem.
      I stedse større Maalestok drev Rasmus Larsen sin Tømmerhandel. I Stalden stod nu en Række Heste, der daglig hentede Kævler hjem fra Skovene. Kævlerne skulde jo saves til Gavntræ. Derfor stod der daglig to Mand i Savgraven uden for Gaarden og trak i Langsaven.
      Barken blev løsnet af baade store og smaa Træstammer og dernæst skruppet for at kunne sælges til Garvere og Læderhandlere.
      Denne ”skruppen Bark” var et helt Arbejde for sig selv. De store Skriver blev skruppet med en Bundkniv, de mindre med en almindelig Kniv, og dette gav Beskæftigelse baade til Mænd, Kvinder og Børn.
      Barken blev derpaa kørt til Staden og solgt vistnok for 6 Rigsdaler pr. Skippund
      I Værkstedet stod gerne en Mand eller flere, der lavede Træharver, Hjulbøre, Hammelstøj, River, Skovleskafter o.s.v. Og naar der saa var Marked i de omkringliggende Byer, rullede 2-3 Vogne læssede med Træsager ud af Rasmus Larsens Gaard. I ærligt Følge kørte de da til Marked, holdt i Række med andre Træhandlere i eller udenfor Byen og solgte gerne godt.
      Men alle disse Mennesker, der dagligt var beskæftigede her i Gaarden, skulde jo ogsaa have Kosten, og man forstaar nok, at dette gav Karen Rasmus´s, Pigerne og Døtrene meget at bestille. Især da man jo den Gang alle Vegne selv bagte Brødet og bryggede Øllet.
      Bagerovnen i Karen Rasmus´s Køkken blev da ogsaa for lille, og Rasmus Larsen byggede derfor et Bager og Bryggerhus udenfor Stuehuset. Maltet lavede man ogsaa selv i temmeligt store Portioner, og R. L. byggede da en ”Kule” nede i Haven, hvor Maltet ret kunde tørres.
      Og Karen Rasmus´s Brød og Øl smagte Folk saa godt, at mange begærede at købe det. Saaledes hentede Præstens og Skolelærerens ugentlig baade Brød og Øl. Mange Smaafolk gjorde ligesaa, og til Overdrevskroen leveredes der Øl i Tøndevis.
      Det blev omsider almindeligt, at Karen Rasmus´s bagte af 13 Skpr. Rug hveranden Dag og bryggede af 6 Skpr. Malt hver tredie Dag. Og naar saa dertil kommer, at mange kom for at bytte Korn med malet Malt, andre for at købe af Gaardens gode Kogeærter o.s.v., saa forstaar man nok, at her var liv dagen igennem.
      Og nede i den mægtige store Have, hvor de gamle Æbletræer bredte sig over en lystigt pludrende Bæk, groede humlen. Den skulde plukkes og tørres. Og Bistaderne stod i en lang Række. Honningen skulde tages op, og af den bryggede Karen Rasmus´s den dejlige søde Mjød.
      Jævnligt byttede Rasmus Larsen en Tønde Mjød med en Tønde Brændevin hos Købmændene i Ringsted, til stor Ærgrelse for hans Børn, der var meget lystne efter den søde Mjød, men ikke kunde fordrage Brændevinen.
      Ja, der var Liv og Travlhed paa ”Kildebjerggaardens” Grund. Og naar saa dertil kommer: Dyrkning af Jorden, Dyrkning af Hamp og Hør, der skulde ruskes, rødes, brydes, skættes, hægles, spindes.
      Faar, der skulde vaskes og klippes, Mælken af Køerne, der skulde tilberedes til Smør og Ost, saa begriber man næppe, hvor man ude som inde overkom alt det Arbejde.
      Ja, Forklaringen ligger deri, at man den Gang stod op Kl. 3 Morgen og gik i Seng Kl. 10-11 Aften. I saa mange Timer kunde man nok faa udrettet en hel Del.
      (sluttes)

      28.12.1917 (Afsnit 3)

      10 Børn var imidlertid kommet til Verden i ”Kildebjærggaarden”. 6 Sønner og 4 Døtre. Og af denne store Børneflok var kun en Dreng død som halvvoxen.
      Men en Gang slog Sygdommen ned i Hjemmet, i det hele Familien blev angrebet af Tyfus.
      ”Uh, det var en gruelig Tid”, fortalte Karen Rasmus paa sine gamle Dage. ”Baade min Mand, alle Børnene, Pigerne og jeg selv var syge, men jeg slæbte mig omkring og passede de andre, som jeg kunde bedst”:
      Rasmus Larsen var helt fortumlet i Hovedet, og en Dag fik han i Sinde, at han vilde op af Sengen og køre til Køge. Hans Hustru tiggede og bad, at han vilde lade være, men det hjalp ikke. Han kom i Klæderne og kørte af sted.
      Og saa vilde Uheldet, at Doktoren den Dag kom af sig selv, uden nogen ventede ham; og Karen var da ganske forfærdet over, hvad der dog nu vilde ske.
      Doktoren gik nu fra det ene Leje til det andet og saa til de Syge, og standsede nu pludselig ved Rasmus Larsens Seng. ”Men hvor er da Manden?” udbrød han forbavset.
      ”Han,…han er kørt til Køge” lød det næppe hørligt fra Karen Rasmus´s Læber.
      ”Er han kørt til Køge! Jeg tror F….. styrte mig, Manden er gal, det kan jo koste hans Liv!” udbrød Doktoren i ærlig Harme og Forbavselse.
      Men Rasmus Larsen døjede Turen, og de slap alle over Sygdommen, saa Kridtkorset ude paa Porten, som betegnede smitsom Sygdom, atter kunde slettes.
      De smaa Drenge gik i langt Hvergarnsskørt, til de var 7 Aar gamle og afveg kun fra Pigerne ved at være kortklippede og gaa med Kasket. De smaa Piger gik ogsaa i langt Skørt, men havde Haaret gemt i en Hue. Og som ganske smaa blev de allerede pyntede med Hue og Lin og Nakkedusk ved festlige Lejligheder.
      Hestene skulde jo gøre Arbejdet, derfor stod de oppe paa Agrene paa det gode Græs, mens Køerne stod nede i Engen og gnavede Totter. Køerne havde jo ikke andet at bestille end at æde. Derfor fik de nøjes, som de kunde bedst, og gav da ogsaa derefter.
      Skønt der var 6-8 Køer paa en Bondegaard, kunde Mælken godt være i en ”Malkebøtte”. Med den paa Hovedet gik Pigerne da ud at malke, og for ikke at spilde Tiden, bandt de paa deres Hose baade paa Frem- og Tilbagevejen.
      Kosten, man fik, var tarvelig. Syltemælk, Fedtebrød uden Paalæg, Ostebrød, Sild og Brød, og en Gang imellem, som noget extra, en Pande Røræg, hvortil ogsaa spistes bart Brød. Og en Husmoder lærte uden videre sine Døtre, at naar de skulde røre et stort Fad Boller til Suppe, var det rigeligt at komme et halvt Æg i. Man knækkede altsaa Ægget, kom det halve af Indholdet i Bollerne og satte den anden Halvdel hen i Vindueskarmen til næste Gang. Ja, overfedede blev Folk ikke i de Tider; men det stod godt til alligevel.
      Naa, men Rasmus Larsen var imidlertid blevet en anset og betydelig Mand, og da han fremdeles kunde gaa frit til Kammerherren, skyldtes det meget ham, at hans Søskende efterhaanden fik en hel Række af de Ortved Gaarde i Fæste.
      Kristoffer Larsen beholdt ”Værkevads-gaarden, hvor de jo alle var født. Niels Larsen fik ”Lundsgaarden” oppe ved Skoven. Mette fik en af ”Hobsgaardene”. Maren ”Vangeholmsgaarden”. Karen ”Gravebakkegaarden”. Desuden blev en Søster gift med Skovfogeden ved Dimose Skov, en anden Søster blev gift med en Væver, som ogsaa boede i Ortved. Selv sad Rasmus Larsen jo i ”Kildebjærggaarden”, og saaledes gik det til, at Ortved blev til en eneste stor Familie. Og endnu den Dag i Dag kan Beboerne hilse paa Søskendebørn og Næstsøskendebørn ved alle Lejligheder.
      Karen var den yngste i Søskenderækken, og da hendes Mand skulde have den anden af ”Hobsgaardene” i Fæste, var den saa forfalden, at den bedst tjente til Nedrivning.
      Kammerherren gav da Løfte om god Hjælp, og en ny Gaard blev bygget, som kom til at ligge paa den anden Side af Landevejen, og altsaa kom til at hedde ”Gravebakkegaard”.
      En af de gamle Vedtægter saa saaledes ud: At naar nogen byggede en Gaard, maatte han faa saa mange Lægter frit, som en Mand kunde hugge i Skoven paa en Dag.
      ”Ja”, sagde Rasmus Larsen, ”jeg skal nok hugge Lægterne, bare I kan køre dem hjem”.
      Han forsynede sig da godt med Værktøj og Madpose, og gik kl. 4 om Morgenen til Skoven, hvor han vidste, der var passende unge Træer. Og nu huggede han hele Dagen, mens 3-4 Vogne kørte Lægterne bort. Og ved Aften havde han hugget Lægter til hele Bondegaarden.
      Saa byggede han Gaarden og fik den vel i Stand, hvorfor Karen takkede ham, saa længe hun levede. Og i det Hele var han altid sine Søskende en trofast Støtte.
      Det fortælles, at han engang vilde fælde et par Træer, som stod ham i Vejen.; men Skovfogeden blev fornærmet og vilde melde ham til Kammerherren.
      Men Rasmus Larsen fik da hurtigt en Hest for Vognen, var bedre kørende end Skovfogeden, og da denne naaede til Svenstrup for at klage, kom Rasmus Larsen ham i Møde med Kammerherrens Tilladelse i Haanden. Og Skovfogeden kunde da køre hjem med uforrettet Sag.
      Men nød Rasmus Larsen Anseelse mellem sine Fæller, gjorde hans Hustru det ikke mindre. Ingen kunde ordne sit Hus bedre end hun, og derfor stod Fastelavnsgilder o.s.v? altid i denne Gaard. Lille og væver stod hun for Serveringen, solgte Fastelavnsboller med Smør paa, lavede Punch og Æggehvide, mens Dansen gik deroppe i Øverstestuen, og de mange rappe Ben traadte i ”Fjællegulvet”, saa det bragede efter.
      Rasmus Larsen oplevede at se flere af sine Børn vel gifte. Han skrantede en Tid. Saa endte en brat Sygdom den kraftige Mands Dage.
      Han stedtes til Hvile paa Vigersted Kirkegaard, hvor et Egetræ blev plantet paa hans Grav som Symbol paa hans Livsgerning.
      Hans Hustru overlevede ham i mange Aar. Endnu i sin høje Alderdom fortalte hun livligt og muntert om sin Ungdom og sin travle Virksomhed og bevarede til det sidste en sjælden smuk Sangstemme.
      Hun døde i ”Kildebjærggaarden”, 87 Aar gammel og lagdes til Hvile under Egetræet ved sin Husbonds Side.

  • Kilder 
    1. [S5268893] Folketælling 1834: Vigersted Sogn (Pålidelighed: 3).

    2. [S15904656] Tonie Søndergaard, Ringsted (Pålidelighed: 2).